Gæstetale ved 4. maj 2024 i Frøslevlejren
Foto: Bjarne Lund Henneberg
Kære alle.
Mange tak for invitationen til at tale på denne dag.
En ganske særlig dag.
Den dag, for 79 år siden, da vi fik vores frihed tilbage efter fem forbandede år.
Anden Verdenskrig var slut.
En krig, der kostede millioner af menneskeliv.
En krig, der for alvor viste, hvad der kan ske, når politisk ekstremisme får magt som den har agt.
Men det var også en krig, der viste, hvor vigtigt det var, og stadig er, at trodse ekstremismen – at kæmpe for retfærdighed, kæmpe for at hjælpe mennesker i krise.
Frøslevlejren er et symbol på denne kamp – og på, at det nytter noget, at kæmpe imod – ikke at give op.
Da ekstremismen for alvor ramte Danmark den 29. august 1943, hvor samarbejdspolitikken ophørte, og den danske hær blev afvæbnet, blev der indført dødsstraf, standretter, og iværksat deportationer af jøder, kommunister og modstandsfolk. I hundredvis blev efterfølgende deporteret til tyske koncentrationslejre.
De danske myndigheder valgte heldigvis at reagere på det, der skete. Det banede vejen for Frøslevlejren – og tusindvis af deportationer kunne undgås.
Foto:Thomas Kvist Christiansen
Jeg er barn af et krigsbarn.
Dem er der i sagens natur mange af. Men jeg er barn af et krigsbarn, hvis liv kunne have taget en meget skæbnesvanger og fatal drejning i de sidste dage af krigen.
Min mormor var enlig, min mor var fire år, og en lillesøster var på vej.
Min mormor arbejdede på et stort gartneri i Fredericia, hvor det viste sig, at der blev skjult våben under tomatplanterne. Ejeren af gartneriet var aktiv i en gruppe, der lavede jernbanesabotage. Dette fandt tyskerne ud af, og i de første dage af marts 1945 ransagede de gartneriet og sprængte det efterfølgende i luften. Ejeren af gartneriet blev sammen med 13 medlemmerne af sabotagegruppen ført til Ryvangen og skudt den 19. april 1945.
Heldigvis havde min mormor ikke arbejdet på gartneriet i flere måneder. Hun var højgravid. Men tyskerne fandt alligevel hendes navn i papirer på gartneriet. Derfor brød de ind i hendes lejlighed for at lede efter beviser for samarbejde med modstandsgruppen. Den dag var min mormor og mor ude på nogle ærinder. Da de kom hjem, så de, at lejligheden var endevendt, og nogle af deres ejendele lå smidt i opgangen og ned ad trappen.
Min mormor fik så stort et chok, at hun blev skeløjet resten af sit liv – hun blev klar over, at, havde de blot fundet et enkelt stykke papir, et flyveblad eller andet, der kunne have forbundet hende med modstandsbevægelsen, ville hun være blevet skudt sammen med modstandsgruppen. Min mor kunne have mistet sin mor i en alder af blot fire år.
Derfor satte denne oplevelse sig dybt i min mormor resten af hendes liv. Det var ikke alene chokket over, hvad der kunne være sket – det var også erkendelsen af, at hun på mirakuløs vis beholdt sin frihed – og ikke mindst sit liv og muligheden for at leve et normalt liv.
Jeg er glad for, at min mor valgte at dele denne historie i familien, og at hun også har ønsket at fortælle om at være barn i efterkrigstiden. Det har givet mig en indsigt og en forståelse for den tid.
KLIK HER OG LÆS HISTORIEN: “ET CHOK FOR LIVET KORT FØR 4. MAJ”
På samme måde har en anden kvinde beriget mig med sin historie fra Anden Verdenskrig- en historie, som jeg nu har arbejdet med at formidle i 11 år.
Nemlig historien om Arlette Andersen.
I de dage i maj 1945, hvor min mor og min mormor sammen med resten af Danmark kunne fejre friheden, havde den 20-årig Arlette på mirakuløs vis også fået sin frihed tilbage efter et ufatteligt mareridt, som jeg tror, at de færreste er i stand til at forestille sig – Arlette Levy havde snydt døden efter et års fangenskab i udryddelseslejren Auschwitz.
I maj 1945 var hun på vej hjem mod Frankrig efter også at have overlevet to dødsmarcher.
Historien om Arlette har altid optaget og berørt mig – fordi den handler om at miste sin frihed alene på grund af den man er, sin etnicitet, men også fordi Arlettes historie handler om at overleve ufattelig ondskab, vende tilbage til livet og hverdagen, skabe et trygt liv med mand og børn og efterfølgende bruge hele sit pensionistliv på at fortælle sin historie – i håb om, at vi kan lære af den.
En værdifuld og vigtig mission, som har haft en stor værdi i forståelsen af Holocaust og Auschwitz.
Arlette Levy kom til verden i 1924 i det jødiske Marais-kvarter i Paris. Her voksede hun op og havde en tryg barndom. En novemberdag i 1943 mistede hun sin frihed – ganske enkelt fordi hun var jøde. Sammen med cirka 75.000 franske jøder blev hun under Anden Verdenskrig deporteret og sendt med kreaturvogn til Auschwitz – flere end 11.000 af de deporterede jøder var børn.
Cirka 2.500 franske jøder overlevede.
Det var tilfældigheder og et mirakel, der reddede hende fra døden.
Miraklet var en ældre medfange, en græsk jøde, der var lykkedes med at skaffe Arlette og nogle af hendes veninder arbejde på en våbenfabrik nær Auschwitz.
Historien om den græske jøde er en stærk historie i sig selv, som jeg ikke vil bruge tid på her – blot vil jeg sige, at den er i samme kategori som historien om Schindlers Liste.
En historie om mennesker, der sætter sig selv til side og har øje og hjerte for at hjælpe andre. For Arlette betød det, at hun undgik det hårde, fysiske og umenneskelige arbejde.
Dette var Arlettes redning. Det har hun aldrig været i tvivl om.
Foto: Bjarne Lund Henneberg
Havde Frankrig ligesom Danmark – med Frøslevlejren – kæmpet for at hindre deportationer af jøder, kommunister og modstandsfolk, kunne mange franske liv formentlig være blevet skånet. Dermed ikke sagt, at der i Frankrig ikke blev gjort en indsats for at redde liv – men det officielle Frankrig lagde både lovgivning og infrastruktur til menneskelig chikane, arrestationer og deportationer af blandt andet titusinder af jøder.
Det var denne brutale virkelighed, der ramte den 19-årige Arlette, da hun i vinteren 1943 blev arresteret under en af nazisternes mange razziaer.
Sammen med sine forældre var Arlette i sommeren 1942 flygtet fra Paris, den tysk besatte del af Frankrig, og var kommet til universitetsbyen Clermont-Ferrand – i den frie del af Frankrig. Her var hun blevet optaget på universitetet. Hun var glad og lykkelig på trods af, at hun måtte forlade sin hjemby.
Men freden og friheden varede ikke længe.
Da hele Frankrig i efteråret 1942 blev besat at tyskerne, begyndte jagten på modstandsfolk, kommunister og jøder også der, hvor Arlette boede sammen med sine forældre – ved byen Clermont-Ferrand.
Tyskerne fandt ud af, at universitetet husede en mængde unge mennesker, der var aktiv i modstandsbevægelsen – ligeledes var der jøder og kommunister.
Gestapo slog derfor til med en kæmpe razzia mod universitetet den 25. november 1943. Cirka 150 unge mennesker og undervisere blev arresteret. Arlette var én af dem.
Den dag, for 80 år siden, mistede Arlette således sin frihed.
Den samme skæbne havde på netop det tidspunkt også ramt flere hundrede dansk jøder og kommunister. De var blevet sendt fra Danmark til tyske koncentrationslejre og fængsler. Og deportationerne fortsatte. Befolkningen var forfærdet, og udenrigsministeriet protesterede. Men uden resultat.
Men de danske myndigheder gav ikke op.
I Frankrig, den 19. januar 1944, havde Arlette siddet arresteret i næsten to måneder – i uvished om sin videre skæbne.
Men hun havde på trods af uvisheden en stærk tro på, at hun ville komme hjem til sin familie igen. Det var blot et spørgsmål om tid. Det viser indholdet af 23 breve, som hun skrev under sit fangenskab.
Det sidste skrev hun 19. januar 1944 i Drancy-lejren ved Paris – også kaldet “dødens venteværelse”:
Brevet var et langt brev, og det kunne have været det allersidste livstegn fra hende.
Arlette skrev afslutningsvis:
“…Som I kan forstå, er jeg i en udmærket form på alle mulige måder og klar til alt, imens vi venter på enden.
Jeg er sikker på, at I også er meget modige på jeres lille Nanys vegne, som elsker jer så meget.”
Dagen efter. Den 20. januar – for 80 år siden – blev hun sat ombord på en kreaturvogn sammen med 1152 personer – 613 mænd og 540 kvinder, og sendt mod Auschwitz.
Det var transport nummer 66.
Samme dag blev 77 danskere sendt af sted mod en uvis skæbne i tyske koncentrationslejre. Denne deportation blev startskuddet til den proces, som udenrigsministeriet satte i gang for at overtale den tyske besættelsesmagt til at oprette Frøslevlejren – og dermed skåne så mange menneskeliv som muligt.
Planen lykkedes. Arbejdet med at skabe en interneringslejr gik i gang – og dermed også arbejdet på at redde liv.
I Frankrig var situationen en helt anden.
Her var der ingen national kamp for at stoppe deportationerne til koncentrationslejrene.
Arlettes transport, nummer 66, var blot den første af i alt 13 i 1944.
Knap 15.000 jøder blev sendt med kreaturvogne til Auschwitz. Af dem overlevede et fåtal – 724 mænd og 930 kvinder.
På transport 66 var Arlette sammen med 539 kvinder – af dem overlevede 33.
Heldigvis for Arlette overlevede hun rædslerne.
Arlette kunne efter krigen fortsætte med at leve et normalt liv. Og hun besluttede sig for at glemme alle de forfærdelige oplevelser, hun havde haft.
Hun fandt kærligheden i Danmark, han hed Ole, de blev gift, blev dansk statsborger med efternavnet Andersen og blev forældre til en søn og en datter. Ole og Arlette bosatte sig i Fredericia, hvor de begge blev lærere på Fredericia Gymnasium.
Heldigvis – for os – blev Arlette mange år efter provokeret af holocaustbenægterne, der forsøgte at sælge deres version af et af de mørkeste kapitler i verdenshistorien – udryddelsen af seks millioner jøder.
En detalje i verdenshistorien, sagde de, at gaskamrene og krematorierne var.
Det var Arlette ikke enig i. Hun følte sig provokeret. Arlette besluttede sig for at bryde sin tavshed efter 45 år – og fortælle sin historie.
I mange år var Arlette en af de mest eftertragtede foredragsholdere i Danmark.
På grund af sit danske statsborgerskab har hun været én af de meget få personer, bosat i Danmark, der har kunnet fortælle om at være fange i Auschwitz.
426 foredrag blev det til.
Arlette har brugt sine mange foredrag til at minde os om, at friheden ikke er givet – vi skal kæmpe for den. Vi skal bruge historien, vidnefortællingerne, erindringerne, som våben og som et kritisk værn i mod den politiske ekstremisme.
Vi skal forsøge at lære af historien.
Foto: Bjarne Lund Henneberg
Spørgsmålet er, om denne insisteren på, at vi skal lære af historien, stadig giver mening i 2024.
Da jeg for 11 år siden begyndte at arbejde med Arlettes historie, talte ingen om truslen for ny krig i Europa – eller om atomkrig og oprustning. Tværtimod. Der var forholdsvis fredeligt. Med årene begyndte en snigende og tiltagende antisemitisme imidlertid at vise sig tydeligere og tydeligere. Det gjorde Arlette meget utryg – ikke mindst i lyset af terroranslaget mod Krudttønden i København.
I dag ser verden helt anderledes ud.
Rusland har indledt en krig mod Ukraine og Vesten. Vi har således en stor og påtrængende trussel om krig i hele Europa, en trussel om verdenskrig – om atomkrig, hængende over os. Europa opruster, der er masser af antisemitisme, fremmedhad og højrenationale politiske kræfter vokser i styrke. Alt sammen noget af det, som var Arlettes motivation for at starte med at fortælle sin historie – at give sit vidnesbyrd med et håb om, at vi ved at kende historien kan skabe et værn mod politisk ekstremisme, krig og ufred.
Men historien gentager sig. Putin genopliver Stalins Gulag-lejre og nogen begynder at tale om, at i værste fald kan Europa begynde at falde fra hinanden, hvis vi ikke opruster markant.
Derfor er det for mig at se vigtigt, at vi fortsætter den mission, som Arlette startede tilbage i 1990 – fortælle historien, så vi ikke glemmer – og på den måde klæde de unge på til at navigere i en stadig mere dyster tid, hvor vores frihed trues fra mange sider.
Jeg håber det ikke, men hvis der en dag atter bliver brug for en Frøslevlejr, er det vigtigt, at historien om, hvad den betød i 1944, står knivskarp.
Derfor er det også interessant, at vi i Fredericia hvert år siden 2017 den 4. maj har uddelt Arlette Andersens frihedspris – et legat indstiftet af Fredericia Kommune sammen med blandt andet Fredericia Gymnasium og Fredericia Provsti. Formålet er at motivere unge mennesker til at arbejde kreativt med begrebet frihed.
Netop i formiddags uddelte vi legatet til tre nye vindere.
Her er et lille citat fra det digt, som vandt 1. prisen:
“…udvide sin horisont, så man lige pludselig indser,
at frihed ikke er en selvfølge.
Min stemme har betydning, og jeg må stemme.
En kvinde med medbestemmelse, ret til at gå i skole.
Følelsen er et privilegium.
Du er fri.”
