Omslaget_version 1.indd

Beslagsmed og teknologisk opfinder. Begge titler passer lige godt på Erling Nielsen, som er hovedpersonen i denne bog. Den udfolder hans liv og virke fra det enkle og harmoniske
landbrugssamfund frem til dagens højteknologiske og komplicerede informationssamfund. 

Erling blev i 1936 født ind i en vestjysk bondefamilie og var allerede som barn optaget af at studere teknikken i sin fars radio. Som ung vogn- og beslagsmedelærling blev han populær blandt egnens gårdmænd, der satte pris på hans tekniske snilde.

Gennem sin værnepligt og senere arbejde hos Post- og Telegrafvæsenet fik han en solid viden om sende- og modtageudstyr. Den teknologiske udvikling fik han dybere indsigt igennem sin ansættelse på Hede Nielsens radio- og tv-fabrik i Horsens.

Som 33-årig stiftede han sit første firma, Instrutek, og siden flere andre. De følgende mere end 50 år har Erling taget hele turen på den elektroniske bølge.

Bogen fortæller hans livshistorie sideløbende med fortællingen om den rivende udvikling inden for elektronikken. Konkret inden for måleudstyr, computere, belysning, detektering af droner og sikker parkering af cykler.

Denne bog om Erling Nielsens arbejdsliv med elektronik og apparater er skrevet af forfatteren Henrik Nørgaard, der tidligere har lagt navn til bøgerne ”En verdenskrig kom på Tværs” og ”Pirater i Æteren” om Radio Mercur – samt biografien om Alex Brask Thomsen “Brask – manden der ville købe Nørrebrogade”. Bogen er grafisk produceret og udgivet af Kvist Kommunikation.

Prisen for bogen er 240 kr. incl. moms + 60 kr. i forsendelse, hvis den bestilles her via forlaget. Bogen Erling Instrutek kan bestilles via boghandlerne, men den kan også leveres via forlaget ved at skrive en mail til post@kvistkommunikation.dk og skriv Erling Instrutek i emnefeltet. Bogen leveres med PostNord i løbet af et par hverdage.