Danmarksporten - kapitel 3: : EN NY PORT TIL 13.355 KRONER
Af Thomas Kvist Christiansen - publiceret 20. juni 2024
Tre måneder efter at volden var blevet gennemgravet, modtog Hans Peter et brev fra bygherren af Danmarks Port.
“Hr. Murermester H.P. Nissen.
Det meddeles dem herved, at Deres Tilbud paa Murerarbejdet ved Danmarksporten, stort 13355,00 Kr. er antaget og De bedes derfor komme tilstede paa mit Kontor for at underskrive Kontrakt..”
Allerede den 4. november 1924 blev det meddelt arkitekt Gundelach Petersen, at stenhugger Rasch dagen efter, fredag morgen den 5. november, var klar til at påbegynde opstillingen af stenhuggerarbejdet. I en status for byggeprojektet i januar 1925 fremgår det, at Hans Peters murerfirma er færdige med at opmure alle fire gennemgange, at gesimserne er lagt op på de to gennemgange ud mod byen, ligesom søjlerne er opstillede.
Det har ikke været muligt at få det store overblik over de projekter, som murermester H.P. Nissen var involveret i den periode, som byggeriet af Danmarks Port stod på. Men der har givet vis været perioder, hvor han ikke kunne arbejde på portprojektet. Det viser de endelige lønopgørelser. Der var mange delprojekter – blandt andet skulle der skaffes og tilhugges granitsten fra Bornholm til de bærende dele af porten – sokkel og søjler udført af glathugget rød granit. Det var et samarbejde mellem murerfirma og stenhugger at få det hele til at lykkes, fremgår det af dokumentet ”Særlige Betingelser og Beskrivelser for opførelsen af Danmarksporten i Fredericia”.
Dokument affotograferet på Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia. Foto: Thomas Kvist Christiansen.
Om det murerarbejde, som Hans Peter skulle levere, står der blandt andet:
”…De viste søjler (4 stk) bliver leverede paa byggepladsen af stenhuggeren og denne leverer derhos en mand til hjælp ved opstillingen.
Sokkelen er udført af granit og selve søjlen er udført i sandsten – søjleskaftet er delt i 3 dele og forsynet med sakshuller.
Dørindfastninger og øvrige baand, led, gesimser og afdækninger er ligeledes udført i sandsten og vil blive leveret på byggeplads – entreprenøren for murerarbejde skal opstille og formure sandstensarbejdet og har ansvaret for, at arbejdet ikke molesteres under opstillingen eller under det øvrige murerarbejdes udførelse…”
Dokument affotograferet på Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia. Foto: Thomas Kvist Christiansen.
Dokument affotograferet på Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia. Foto: Thomas Kvist Christiansen.