Danmarksporten kapitel 2: FORBEREDELSE OG GRAVEARBEJDE

Af Thomas Kvist Christiansen - publiceret 20. juni 2024.

Kongens Port, som lå mellem Dronningens Bastion og Kongens Bastion – for enden af Kongensgade, var oprindeligt tænkt som hovedadgang til fæstningen. Der var ligeledes adgang gennem Prinsens Port og også gennem Dronningens Port, der lå mellem Holstens Bastion og Oldenborgs Bastion, netop der hvor jernbanen og Holstensvej går i dag. Ingen af de oprindelige portbygninger ved Kongens Port og Dronningens Port er bevarede i dag.

Den ældste af de eksisterende portbygninger er Prinsens Port, hvis udseende kan føres tilbage til 1753. Her afløste den grundmurede port den gamle egetræsport. Selvom Kongens Port skulle være hovedporten ind i byen, var det Prinsens Port der havde denne rolle frem til 1925. Forklaringen var den enkle, at vejene til blandt andet Vejle og Kolding begyndte uden for netop Prinsens Port.

448757919_3392136381092441_3942888361129383350_n

Foto: Thomas Kvist Christiansen

I begyndelsen af 1900-tallet var trafikken vokset i en sådan grad, at der måtte findes en løsning for at imødekomme det øgede behov for passage gennem volden. Mellem Prinsens Port og Kongens Port havde der ligget en gammel militær udfaldsport. Den blev sløjfet, og på næsten samme sted, mellem Købmagergade og Dalegade, blev der i 1921-1922 opført en ny port, Nørreport, i jernbeton. Porten blev tegnet af arkitekten Oscar Gundlach-Petersen. Han var en af Fredericias mest brugte arkitekter i denne periode. Oscar Gundelach-Petersen tegnede ligeledes Danmarks Port, som skulle opføres til aflastning af Prinsens Port.

En væsentlig del af arbejdet med at skabe adgangsveje til byen var at gennembryde volden, så der kunne bygges. Allerede i 1916 indledte man gravearbejdet i forbindelse med bygning af Nørre Port, og to år efter, i 1918, blev der brudt hul i volden, så Sjællandsgade og Prangervej kunne forbindes.

Gennemgravning_B004328 kopier

På billedet udlånt af Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia i forbindelse med bogudgivelsen ses gennemgravningen af voldterrænnet inden bygningen af Danmarksporten.

I 1922 kom det til at handle om trafikudfordringen ved Prinsens Port – byens hovedadgangsvej. Da Fredericia Kommune overtog voldanlægget, var det planen, at Prinsens Port, der var statens ejendom, skulle dubleres, når der var behov for det. Der eksisterede dog ingen konkrete planer for hvordan man forestillede sig, at Prinsens Port skulle dubleres. Der blev dog udarbejdet et projekt med to portåbninger til henholdsvis indgående og udgående kørende trafik samt en tredje, smallere og lavere, passage til fodgængere. Planerne blev imidlertid opgivet. Dels ville portåbningernes højde og bredde hurtigt blive for lav og smal, dels ville en regulering af vejforholdene ødelægge pladsen ved Landsoldaten.

Der opstod derfor en alternativ idé. Der skulle bygges en ny port til kørende trafik cirka 35 meter syd for Prinsens Port, som også skulle være for fodgængere. Nationalmuseet, der var tilsynsmyndighed, bakkede op om løsningen – på betingelse af, at man nedrev bagbygningen til Hovedvagten ved Prinsens Port. Efter en brevveksling med Krigsministeriet blev der sagt god for den alternative løsning.

Der skulle dog gå en rum tid, før byggeprojektet kunne sættes  i gang. Der skulle findes et alternativ til den del af bygningen, der blev revet ned. Det lykkedes dog ikke, alligevel accepterede Krigsministeriet i 1924, at bygningen med Hovedvagten blev afkortet, og at der til gengæld skulle bygges en smuk afslutning på bygningen op i mod den nye port – Danmarks Port. Samme år gennembrød man volden på det sted, hvor porten skulle opføres. Dette arbejde blev tilendebragt i løbet af det første halvår af 1924. I en opgørelse fra den 10. maj 1924 fremgik det, at der var flyttet 3896,5 kubikmeter jord. Det havde taget arbejderne i alt 3250 timer at fjerne al denne jord, som efterfølgende blev brugt til at etablere vejdæmningen over voldgraven. Gravearbejdet havde været godt betalt, da der blev udbetalt en timeløn på 2,16 kr. mod normal 1,30 kr. Den samlede lønudgift for at udgrave det hul i volden, som Danmarks Port skulle bygges i, beløb sig til 7013,70 kr.

Landsoldatpladsen_B700428 kopier

Et stemningsbillede fra Landsoldatpladsen fra før volden blev gennemgravet, Danmarksporten bygget og vagtbygningen delvist nedrevet. Foto venligst udlånt af Lokalhistorisk Arkiv i forbindelse med bogudgivelsen.

1925-01-01 - opgørelse af udgifter-2 kopier

Affotografering af dokument fra Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia, der blandt andet viser udgiften til gennemgravningen af volden - ialt 8743,60 kr. Foto: Thomas Kvist Christiansen.