1. Har Arlette Andersens budskaber værdi i 2024?
Af Thomas Kvist Christiansen
Siden jeg begyndte mit historiske projekt omkring formidlingen af Arlette Andersens, har jeg hvert år siden 2015 besøgt den franske by Clermont-Ferrand – blandt andet for at deltage i den årlige mindeceremoni for nazisternes store razzia 25. november 1943. Men besøget har i høj grad også handlet om at formidle hendes historie. Det er blevet til mange filmvisninger og ikke mindst mange spændende møder og samtaler med publikum – unge som ældre.
Den historie, som Arlette Andersen er en del af, den optager virkelig stadig mange mennesker i Frankrig.
I år er det 11. gang, at jeg besøger Clermont-Ferrand i Arlettes navn, og man kan med rette spørge sig selv, hvilken betydning det i dag har fortsat at blive mindet om denne historie om Holocaust og Auschwitz. Vi skriver 2024. Næste år er det 80 år siden, at Auschwitz blev befriet, 80 år siden, at Arlette Levy vendte hjem til Paris efter ét års fangenskab.
I forbindelse med mit første filmarrangement i går eftermiddags på rådhuset i den lille by Saint-Germain Lembron syd for Clermont-Ferrand skulle jeg forberede en introduktion. Da jeg sad og puslede med ordene, gik det op for mig, at dengang, for 35 år siden, i foråret 1990, hvor Arlette Andersen begyndte sin foredragsrejse, var Den Kolde Krig netop afsluttet, nedrivningen af Berlinmuren var i gang, og der var mere fred i verden, end der er i dag.
Mine tanker endte i den introduktion, som kan læses nedenfor:
Godaften mine damer og herrer. Det er en stor dag for mig i dag.
Siden 2013 har jeg arbejdet med historien om Arlette Levy Andersen, der overlevede Auschwitz under Anden Verdenskrig.
Jeg har lavet en film, og jeg skrev en bog om hendes historie – begge udgivet på fransk. I skal skal se filmen nu.
Siden 2015 har jeg hvert år besøgt Clermont-Ferrand med historien om Arlette – for at vise filmen, for at møde offentligheden – for at møde jer, men især de unge mennesker. Denne aften, her i Saint-Germain Lembron, starter mit ellevte besøg.
Da Arlette Levy Andersen vendte hjem til sit barndomshjem i Rue Elzevir i Marais i Paris, ønskede hun ikke at fortælle om sin oplevelse fra Auschwitz. Hun ville glemme alt, hvad hun havde oplevet. Først efter 45 år efter begyndte hun at fortælle sin historie.
Jeg fik lov til at lave en film om hendes historie, fordi det var vigtigt for hende, at hendes vidnesbyrd blev gemt og dokumenteret for eftertiden. Det har været en stor glæde og ære for mig med bog og film at have sikret hendes historie for eftertiden. Det er vigtigt.
Arlette Levy Andersen døde i august 2022, men hendes historie lever videre.
(Teksten fortsætter efter billedet.)
“Vi skal kende historien, vi må ikke glemme den, vi skal lære af historien, og med vores viden skal vi gøre vores del for at sikre, at historien ikke gentager sig.”
Sådan lød budskaberne fra Arlette Levy Andersen, da hun holdt 426 foredrag over 25 år i Danmark. Da Arlette Levy Andersen begyndte at fortælle sin historie i 1990, var verden relativt fredelig. Berlinmuren var fortid, Den Kolde Krig var fortid, der var gode relationer mellem vest og øst – mellem USA og Sovjetunionen. Der var også nedrustning.
Det var logisk og oplagt at tale om at overleve Auschwitz. Det gav mening at sætte fokus på, hvor slemt det kunne blive, hvis ekstreme politiske kræfter kom til magten. Men hvilken værdi har Arlette Levy Andersens budskaber i dag? I 2024. I en verden, hvor der igen er krig i Europa, hvor Rusland er gået i krig mod Ukraine, ja mod NATO og mod Vesten.
Hvilken værdi har Arlette Levy Andersens budskaber i dag, i en tid hvor der tales om frygt for atomkrig og 3. Verdenskrig?
Hvilken værdi har Arlette Levy Andersens budskaber i dag, hvor fremmedhad og antisemitisme igen er fremherskende?
Giver de stadig mening – budskaberne fra en Auschwitz-overlevende?
Jeg mener, at svaret er et ja.
Der er generationer af unge mennesker i verden i dag, som virkelig er klar til at arbejde for en mere fredelig verden. De forstår det budskab, som Arlette Levy Andersen og andre, der overlevede krigen, bringer os, når de fortæller deres historier. Så vi skal derfor fortsat fortælle de historier, som vidner har fortalt os. Vi skal sørge for at give dem videre til unge mennesker. De forstår. De VIL ændre verden til det bedre.
