Odile Collet Morélon deltager ved mindeceremonien i år, 2024.
Tekst og fotos: Thomas Kvist Christiansen
Publiceret 17. december 2024
Hvert eneste år markerer og mindes universitet i Clermont-Ferrand og i Strasbourg den dag under Anden Verdenskrig, den 25. november 1943, hvor 1200 elever, undervisere og ansatte blev genet udenfor og tilbageholdt under den største nazistiske razzia på et universitet. I løbet af en kold dag uden mad og vand blev deres personlige papirer undersøgt, og da det blev eftermiddag, blev 130 personer ført bort. Arresteret. Det var jøder, modstandsfolk og personer fra Alsace.
Hvert eneste år, når der er mindeceremoni på universitetet, deltager én særlig person. Odile Collet Morélon, 101 år. Hun var én af de mange studerende, der kunne gå hjem som fri efter den store razzia. Odile Collet Morélon husker, hvordan hun løb hjem for at kunne fortælle sin mor, at hun var i god behold. Det gjorde stort indtryk på hende den dag at vide, at mange af hendes kammerater fra jura-studiet var blevet arresteret og bragt i fangenskab. I dag er Odile Collet Morélon den sidste overlevende person fra denne razzia. Dagen betyder meget for hende, og hun mener, at det er vigtigt at mindet om netop den dag bliver holdt i live:
”Det er meget vigtigt for mig, for det er en meget betydningsfuld periode i ens liv. Jeg var 20 år gammel. Jeg tror ikke, at man skal lade disse minder gå i glemmebogen, for de yngre kan overhovedet ikke forestille sig, hvordan det var. Jeg bliver klar over det, de gange jeg har talt med mine børn og børnebørn om det. De er rystede…, de forstår slet ikke, hvordan det var at leve på det tidspunkt. Det var en tid, hvor…, ja, hvor vi levede med usikkerheden, især efter razziaerne. For der var andre razziaer udenfor universiteterne. Denne razzia (25. november 1943) var den største razzia, og helt sikkert den mest betydningsfulde.”
Odile Collet Morélon ved mindeceremonien i 2022 i samtale med Mathias Bernard, præsident for Université Clermont Auvergne.
Da Odile Collet Morélon hørte Arlette Lévy Andersens historie, blev hun meget berørt. Det gjorde indtryk på hende at høre, hvad hun havde gennemlevet, efter at hun blev deporteret til Auschwitz. Efterfølgende har hun ønsket at bidrage med at fortælle sin historie fra netop den dag. Således medvirker hun i både filmen og bogen om Arlette Lévy Andersen. I 2018 satte hun følgende ord på dengang og i dag:
”Vi levede ikke i frygt, for vi var trods alt unge, og vi levede i en slags sorgløshed. Men vi vidste godt, at vi kunne blive udsat for razziaer, og, ja, min bror var udsat for en razzia året før. Det var simpelthen noget, der kunne ske. De ting, der sker for øjeblikket, gør os en lille smule mere urolige. For nu troede vi lige, at vi havde gennemlevet tiden dengang, og det hele var overstået. Men nu sker der igen nogle tragedier.”
Ved mindeceremonien i 2022 lagde Odile Collet Morélon den første af 98 roser på en bænk ved universitetet, der var opsat til minde om Arlette Lévy Andersen, der døde i august samme år.