Den gode

histories vej

til bogreolen

Esbjerg Rytmer  -  En Tiårs Rejse.


Han har med syvtommer søm for længst slået fast, at han ikke ville skrive flere bøger. Peter Langwithz Smith udkom i 2019 med det godt 800 sider store bogværk Dødens Bolig om nazisternes udryddelseslejr Auschwitz efter tre-fire års intenst skrive- og researcharbejde. I mere end 50 år har han beskæftiget sig med Auschwitz historie og er i dag Skandinaviens førende ekspert på dette område. Men Peter Langwithz Smith har også en helt anden passion. Fotografiet. Udrustet med sit Nikon-kamera har forfatteren og fotografen gennem-fotograferet den rytmiske musikscene i Esbjerg og har i dag et enormt arkiv på tusindevis af fotos af både musikere og orkestre. I takt med at arkivet voksede begyndte en drøm at slå rod og spire.

Auschwitz-eksperten, som også har haft et langt arbejdsliv som lektor på Esbjerg Statsskole begyndte for 4-5 år siden at tænke tanker om at udgive en fotobog med de bedste koncertfotos. Men der var lige en Auschwitz-bog, der skulle skrives først. Men ideerne om musik-billederne voksede, og for godt et år siden blev tanker og ideer konkrete. Peter Langwithz Smith besluttede sig for at udgive en bog uden ret mange ord – nemlig en bog alene med fotos.

Forfatteren og fotografen, der i årtier har nørdet helt ned i detaljen for at fortælle de både gribende, grumme og nødvendige historier omkring nazisternes koncentrations- og udryddelseslejre, er med sit kamera lykkedes med at fortælle historier om den rytmiske musik i sin hjemby - med de bedste fotos fra arkivet. Peter Langwithz Smith er igennem ti år kommet så tæt på det lokale musikliv, at han på sin egen måde nærmest er blevet en del af det. På den måde har han kunnet komme helt tæt på med sit kamera, og derfor er Peter Langwith Smiths fotobog Esbjerg Rytmer – En Tiårs Rejse, ikke bare fotos men også fortællinger og historier fra det liv, der har udspillet sig på de esbjergensiske musikscener, store som små.                    

Peter Langwithz Smith skildrer med sin fotobog på 215 sider sine helt personlige oplevelser på musikfronten i Esbjerg i tiåret 2010-2020. Bogen er delt op i genrer og forfatterens forkærlighed for rock og blues afspejler sig i afsnittene, der også omfatter afsnit med jazz, folkemusik og rap, verdensmusik og sangskrivere. Til slut er der to små afsnit om publikum og fotografens egen færden i Esbjergs rige musikliv.

I journalist Kim Westphals indledning til bogen hedder under titlen Musik med øjnene:

”Ingen genre er ham fremmed. Fra Heavy-hovedernes kasten med hår og håndtegn over den inderlige jazz-sangerindes blide udstråling til nybegynderne ud i folkemusik og fiol ved Folk & Fæstivals børnekoncerter. Han fanger det hele og favner dem alle. De kendte og dem, der nervøst tripper på scenen for første gang.”

Bogen, som er udgivet på forlaget Kvist Kommunikation i Fredericia, udkommer d. 4. november i forbindelse med en præsentation på Industrien i Esbjerg.

Forside    Bogproduktion    Journalistik    Historiske projekter    Lyd    Om    Blog