I den første uge af maj 1849 kom i tusindvis af fjendtlige soldater til området ved Fredericia. Det var Slesvig-holstenerne. Deres plan var at belejre fæstningsbyen og derefter tvinge soldater og borgere ud, så de kunne indtage den. Først byggede de skanser i terrænet, derefter begyndte de at bombardere byen. I tusindvis af kanonkugler regnede ned over byen i maj og juni, og de fleste borgere forlod deres huse og rejste i sikkerhed på Fyn. Men nogle af byens beboere blev længe i den sønderskudte by, inden de også til sidst rejste i sikkerhed på den anden side af Lillebælt.

En af de folk, der blev i Fredericia til en måneds tid før slaget den 6. juli 1849, var den unge fabrikant Hans Gram Bønnelycke, søn af tobaksfabrikanten Lauritz Bønnelycke. Med en særdeles vågen iagttagelsesevne har han fulgt med i livet bag fæstningen, og i sin dagbog har han gjort store og små notater. Blandt andet fulgte han med i hvordan fæst-ningen Fredericia blev gjort kampklar, desuden har han oplevet hvordan det var at opholde sig i den belejrede by, mens kanonkuglerne faldt.           

Denne 4. lydfortælling tager dig med indenfor i den belejrede by sammen med Hans Gram Bønnelycke, som blandt andet fortæller om hvordan det var at besøge sit eget hjem, efter at det var blevet overtaget af de soldater, der skulle opholde sig i byen, han fortæller desuden om de hvislende kanonkugler, der slog ned i gader og huse og om synet af de mange huse, der blev sat i brand af kanonkuglerne. 

Men denne lydfortælling beretter også om livet i den lille by Trelde udenfor Fredericia. Her boede den 12-årige pige, Karen Marie Beck, sammen med sine forældre på en gård. En sommerdag i 1849 kom en slesvigholstensk soldat ridende op til hoveddøren og bankede på. Han ville sikre sig, at der ikke befandt sig danske soldater i området. Derefter indlogerede fjenden sig på gården. 

Karen Marie Beck kom på den måde meget tæt på de slesvigholstenske soldater, som hun valgte at kalde prøjserne.
     
Karen Marie Beck fik en masse dramatiske oplevelser i de sommermåneder op til slaget i juli, og siden har hun fortalt om dem til familien. Hun har aldrig skrevet sine oplevelser ned, som det var tilfældet med Hans Gram Bønnelycke, men nogle drenge i hendes familie har lagt øre til hendes beret-ninger så mange gange, at den ene af dem, Karl Jeppesen, mange år efter kunne sætte sig og skrive dem ned. På den måde er Karen Marie Becks fantastiske beretning fra de dramatiske sommermåneder i 1849 ved Fredericia bevaret for eftertiden.    https://soundcloud.com/user-937197476/fredericia-under-trearskrigen-borgerne

Tilbage til oversigten over alle lydfortællingerne

Forside    Bogproduktion    Journalistik    Historiske projekter    Lyd    Om    Blog